SUPPORT

Her på siden kan du læse vores supportartikler til Gratisal. Vi opdaterer løbende vores artikler, men hvis der er et emne eller en funktion, du ikke mener er belyst tilstrækkeligt, så skriv endelig til os.

Gratisal opdateringer 4.04 - Oktober 2020

 

Vigtigste nyheder

Forskudsferie

I forlængelse af den nye ferielov som trådte i kraft i september, har du nu mulighed for at tillade et valgfrit antal dages forskudsferie til virksomhedens funktionærer – således at de eksempelvis kan holde en hel uges efterårsferie i oktober, selv om der normalt kun er optjent 4,16 dage på det tidspunkt.

Afholdelse af forskudsferie vil resultere i en negativ feriesaldo, som automatisk afregnes ved medarbejderens fratrædelse. Er lønnen ved fratrædelse ikke tilstrækkelig til at dække saldoen, er du selv ansvarlig for at inddrive det resterende.

Loftet for forskudsferie sættes op på virksomhedens ansættelsesskabeloner, eller individuelt på de enkelte medarbejdere.

 

Datoafgrænsning for pensionsordninger

Du har nu mulighed for at angive at medarbejderens pensionsindstillinger skal træde i kraft – og/eller udløbe – på en given dato. Datoerne kan angives individuelt på de op til to pensionsordninger som er understøttet på hver medarbejder.

Dette kan fx bruges til engangsbetalinger af pensionsbeløb, pensionsordninger som træder i kraft når der opnås en vis anciennitet, eller ændringer til pensions-satsen som skal træde i kraft på en aftalt dato i fremtiden.

 

Nye faner til opsætning af løn- og tidsarter

Som supplement til de eksisterende faner til opsætning af lønarter og tidsarter, har vi tilføjet to nye faner – inspireret af sektionen ”Medarbejdere” – hvor du kun arbejder med en enkelt lønart/tidsart ad gangen, i stedet for at se dem alle sammen på én gang.

Dette giver et mere overskueligt interface og imødekommer det kendte problem at opsætningen nogle gange kan være lidt langsom at arbejde med.

 

Log af dataændringer (BETA)

Vi har indført to forskellige former for datalogging og udstiller tre forskellige nye rapporter, hvor du kan se, hvad der er logget. Du kan vælge mellem:

  • Auditlog, hvor vi kun logger de væsentligste typer af ændringer (eksempelvis oprettelse af brugere/medarbejdere, ændring af bankkonto mv.)

  • Detaljeret datalog, hvor vi logger enhver ændring til de mest relevante typer af data. Her kan du se værdierne for hver enkelt felt i de poster, der er blevet modificeret.
    Denne rapport kan hurtigt blive omfattende og en smule uoverskuelig og skal betragtes som et avanceret teknisk værktøj.

  • Datalog i overbliksformat, som viser hvilke ændringer, der er udført hvornår og af hvem, men uden detaljer om de enkelte felter. Dette kan bruges som en hjælp til at identificere relevante ændringer, hvorefter den detaljerede datalog kan bruges til at ”grave dybere” og se de konkrete detaljer for de ændringer, du er interesseret i.


Disse funktioner har indtil videre betastatus og stilles midlertidigt til rådighed som del af vores gratis-løsning. Hvis du har input til funktionerne eller oplever fejl, hører vi meget gerne fra dig.

 

Opsæt egne helligdage

Under Virksomhed -> Generelt kan du nu opsætte virksomhedens egen kalender over helligdage. Du kan angive at en almindelig hverdag eller banklukkedag skal betragtes som helligdag (eksempelvis 1. maj eller dagen efter Kr. Himmelfart), ligesom du kan ”annullere” en helligdag og angive, at den skal betragtes som en almindelig hverdag i jeres virksomhed.

Helligdagsopsætningen har primært betydning for tidsarter som er opsat med en særlig sats gældende på helligdage.

 

Afdelingsspecifikke kontoreferencer på lønarter

Under fanen ”Integrationer” har du nu mulighed for at angive et separat kontonummer for hver kombination af afdeling og lønart. Dermed kan du ”fintune” virksomhedens bogføring på afdelingsniveau.

 

Indtast ferie i timer via tidsmodulet

Tidsmodulet giver nu virksomhedens medarbejdere eller lønadministratorer mulighed for at registrere ferie i timer. Der er to forskellige tidsarter til angivelse af ferie – en i dage og en i timer. Systemet omregner automatisk fra timer til dage, når posterne overføres til løndata, da selve ferieregnskabet fortsat holdes i dage.

 

Forbedret visning af ferie på lønsedler

For funktionærer viser vi nu ferie fra alle optjeningsår som stadig har en saldo og ikke som tidligere kun den nye ferieperiode. Desuden vises optjent og afholdt ferie separat og ikke slået sammen til en linje som tidligere.

 

Valgfrit at tillade afholdelse af ferie i samme periode som den optjenes

Som standard tillader Gratisal, at du kan afholde eller udbetale ferie i samme lønperiode som den opspares. Ønsker du ikke at tillade dette, kan det nu slås fra under Virksomhed -> Opsætning -> Indstillinger. Dermed vil optjent ferie først kunne afholdes eller udbetales i perioden efter, at den optjenes.

 

Mulighed for at angive beløb ved udbetaling af opsparet ferie

Når du udbetaler opsparede feriedage, har du nu mulighed for at angive, hvilket beløb du ønsker, at dagene skal svare til. Angiv blot beløbet sammen med antallet af dage under Løndata.

Lader du beløbsfeltet være blankt, udregner Gratisal stadig selv beløbet.

 

Udbetal eller afhold ferie fra optjeningsåret 2019 i den nye ferieperiode

Vi har indført to nye lønarter til hhv. afholdelse og udbetaling af opsparet ferie fra den forrige ferieperiode, altså det forkortede ferieår med optjening fra januar til august 2019. De almindelige lønarter til afholdelse og udbetaling vil i stedet ”spise” fra det aktuelle ferieår.

 

Andre væsentlige nyheder

  • Du har nu mulighed for at angive et pensionsbeløb pr. arbejdsdag. Funktionen kræver, at tidsmodulet er aktiveret, og beregner automatisk det faktiske antal arbejdsdage i lønperioden ud medarbejderens timeregistreringer.

  • Vi understøtter nu medarbejdere som jf. en særlig regel (§23) optjener 12% feriepenge i stedet for de normale 12,5%.

  • Du kan nu fravælge NemKonto-betalinger for hele virksomheden via fanen Virksomhed -> Generelt. Bemærk at dette ikke bør gøres via fanen ”Ekstra”, da det kan gøre din løsning dyrere, hvis du har sølv- eller guldpakken.

  • Det er nu muligt at importere primobalancer for saldoen ”Skattepligtige goder”.

  • Du kan nu angive at Feriefritimer, SH-dage eller Fritvalgsopsparing ikke skal tildeles en beløbsmæssig værdi. Brug det hvis du kun ønsker at regne i timer eller dage, uden at der er penge involveret.

  • Når du importerer løndata og ønsker at erstatte eksisterende poster, kan du nu vælge om dette skal gælde samtlige medarbejdere i virksomheden eller kun dem der er indeholdt i filen.

  • Det er nu muligt at importere primobalancer/saldokorrektioner på fratrådte medarbejdere, også selv om de er gjort inaktive.

  • Ved tilbageførsel af en lønseddel eller lønkørsel, genskaber vi nu også data for bla. afholdt ferie, som tidligere gik tabt. Dette gælder dog kun når du har valgt ”Kassér” i feltet ”Efter næste kørsel”.

  • Integrationerne til Blue Marble, ECIT Employee og Dynamics Business Central er forbedret. Kontakt os for at høre mere.

  • Det er nu igen muligt at importere medarbejder-stamdata ved at uploade PDF-lønsedler fra Danløn.


Mindre nyheder

  • Integrationen til ASA har fået en mindre opgradering. Kontakt os for detaljer.

  • Der er tilføjet fødselsdato til rapporten ”Medarbejderliste”.

  • Vi har forbedret saldokontrollen ved udbetaling af feriepenge i grønlandske virksomheder, således at du nu får en advarsel hvis der udbetales et større beløb end hvad medarbejderen opsparede i det foregående ferieår.

  • På lønsedler som køres efter medarbejderens fratrædelse, bruger vi ikke længere et eventuelt skattefradrag. Der vises en advarsel om dette inden bogføring.

  • Vi har rettet en fejl som kunne medføre at skattekort på medarbejdere som stod med en fratrædelsesdato i fremtiden, ikke blev modtaget automatisk.

  • Hvis virksomheden har godkendelsesflow for lønkørsler aktiveret, viser vi nu bogføringstidspunktet når du åbner dialogboksen for en lønkørsel, og ikke som tidligere det tidspunkt hvor lønkørslen blev sendt til godkendelse.

  • Vi har tilføjet en advarsel om at der af tekniske årsager kan gå op til 24 timer før et ændret virksomhedslogo træder i kraft.

  • Fejlmeddelelsen i tilfælde af manglende regnskabsår i e-conomic er forbedret.